Ifølge DTU Fødevareinstituttet kan du reducere dit indtag af pesticidrester ved at købe bestemte fødevarer i den økologiske udgave.
Læs mere om fund af pesticider i fødevarer i DTU Fødevareinstituttets årlige pesticidrapport.
Gulerod
Guleroden hører ofte hjemme i vores børns madpakker, og vi spiser den i stor stil som snack. Det er en af de mest alsidige og populære grøntsager, og en af de få, der næsten bruges året rundt. Friske nyhøstede gulerødder nydes fra juni til oktober. Og vintergulerødder har vi fra oktober til april. I Danmark har vi en stærk tradition for at dyrke og spise gulerødder, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken variant du vælger. I DTU Fødevareinstituttets kontroller i 2024 fandt de rester af sprøjtegifte i 19 % af de danske ikke-økologiske gulerødder og i 44 % af de udenlandske ikke-økologiske gulerødder. Der blev ikke fundet rester af sprøjtegifte i de økologiske gulerødder.
Æbler
Vi danskere elsker æbler. Vi lægger æbler på frugtfadet i køkkenet, giver børnene dem med i skole og spiser dem på jobbet. Vi putter æbler i salater, gryderetter, presser most, koger grød og bager tærter. Faktisk spiser danskerne knap 100 mio. kilo æbler om året! I 2024 fandt DTU Fødevareinstituttet sprøjtegifte i 76 % af de danske ikke-økologiske æbler og 96 % af de udenlandske ikke-økologiske æbler. Der blev fundet sprøjtegifte i 0 % af de økologiske æbler.
Agurker
Vi putter dem i børnenes madpakker, topper vores leverpostejmadder med dem og spiser dem som snack, både rå og syltede. Agurker er en af de grøntsager, vi stort set alle kan lide og spiser i rigt mål. Men vil du undgå sprøjtegifte i maden, er agurker én af de grøntsager, der giver rigtig god mening at købe økologisk. DTU Fødevareinstituttet fandt i 2024 sprøjtegifte i 19 % af de danske ikke-økologiske agurker og i 68 % af de udenlandske ikke-økologiske agurker. Der blev ikke fundet sprøjtegifte i de økologiske agurker.
Kartofler
Vi danskere elsker kartofler og mange husker tydeligt knoldfrugten helt tilbage fra deres barndom. Faktisk kan man nok godt sige, at den er en del af vores kulturarv – uden at tage munden for fuld. Kartofler er sunde, og der er ingen grund til ikke at spise dem, men ifølge DTU Fødevareinstituttets kontrol i 2024 er det bedst at vælge den økologiske slags, hvis du vil spare familien for sprøjtegifte. Kontrollen viste nemlig, at 21 % af de danske ikke-økologiske kartofler og 50 % af de udenlandske ikke-økologiske kartofler indeholdt sprøjtegifte. Der blev ikke fundet sprøjtegifte i prøverne på de økologiske kartofler.
Broccoli
Broccoli anses for at være en af de absolut sundeste grøntsager. Og vi bruger den i stor stil i Danmark, både rå, dampet og stegt. Hvis du vil spare dig selv for sprøjtegifte i maden, er det en god idé at vælge økologisk broccoli. 94% af udenlandsk ikke-økologisk broccoli indeholdt nemlig sprøjtegifte, da DTU Fødevareinstituttet testede fødevarer i 2024. Der blev ikke fundet rester af sprøjtegifte i økologisk broccoli.
Appelsiner
De søde og saftige appelsiner er ikke til at holde fingrene fra, når de er i sæson. De giver den dejligste smag til salater og desserter, men vidste du, at DTU Fødevareinstituttet ved sin kontrol i 2024 fandt sprøjtegifte i 98 % af de ikke-økologiske appelsiner? Der blev ikke fundet sprøjtegifte i prøverne på de økologisk appelsiner.
Hvedemel
Mel indgår i et hav af forskellige fødevarer, som vi spiser mange af. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken variant af disse fødevarer, du vælger. Hvedemel er fx hovedingrediens i lyst brød og de fleste kager, men der er også en del hvedemel i rugbrød. Desuden er der hvedemel i alt fra pasta til færdige supper og saucer. I 2024 fandt DTU Fødevareinstituttet rester af sprøjtegifte i 60 % af dansk ikke-økologisk hvedemel og i 92 % af udenlandsk ikke-økologisk hvedemel. Der blev ikke fundet rester af sprøjtegifte i økologisk hvedemel - hverken dansk eller udenlandsk.
Peberfrugt
Peberfrugten er sprængfyldt med vitaminer og er en alsidig grøntsag, som vi danskere bruger rigtig meget. Peberfrugten egner sig rigtig godt som snack og i salater, men bliver sød og smagfuld, når den opvarmes og er derfor også populær i det varme køkken. Men vil du undgå sprøjtegifte i maden, er peberfrugten én af de grøntsager, der giver rigtig god mening at købe økologisk. DTU Fødevareinstituttet fandt i 2024 sprøjtegifte i hele 100 % af de danske ikke-økologiske peberfrugter og i hele 81 % af de udenlandske ikke-økologiske peberfrugter. Der blev ikke fundet sprøjtegifte i de økologiske peberfrugter.
Pærer
Nyd de saftige, økologiske pærer, når de er i sæson. Det er der, de er allerbedst og som regel også billigst. Når du vælger økologiske pærer, er det ikke kun dig selv, du sparer for sprøjtegifte. Du er også med til at beskytte vores natur og grundvand. I 2024 fandt DTU Fødevareinstituttet sprøjtegifte i 25 % af de danske ikke-økologiske pærer og i hele 93 % af de udenlandske ikke-økologiske pærer. I 2024 fandt DTU Fødevareinstituttet ingen sprøjtegifte i økologiske pærer.
Jordbær
Jordbær er en sommerklassiker, som de fleste danskere holder af. Når sæsonen er på sit højeste i Danmark i juni og juli måned, spiser vi jordbær som dessert, på kager, i salater og laver dem til den lækreste marmelade. Det er et af de absolut mest populære bær i Danmark. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken variant du vælger. I 2024 fandt DTU Fødevareinstituttet rester af sprøjtegifte i hele 78 % af de danske ikke-økologiske jordbær og svimlende 94 % i udenlandske ikke-økologiske jordbær. Der blev ikke fundet rester af sprøjtegifte i økologiske jordbær.