Ifølge DTU Fødevareinstituttet kan du reducere dit indtag af pesticidrester ved at købe bestemte fødevarer i den økologiske udgave.
Læs mere om fund af pesticider i fødevarer i DTU Fødevareinstituttets årlige pesticidrapport.

Æbler
Vi danskere elsker æbler. Vi lægger æbler på frugtfadet i køkkenet, giver børnene dem med i skole og spiser dem på jobbet. Vi putter æbler i salater, gryderetter, presser most, koger grød og bager tærter. Faktisk spiser danskerne knap 100 mio. kilo æbler om året! Fordi vi spiser så mange æbler, står æbler alene for 18% af de sprøjtegifte, vi danskere indtager. Vil du undgå syntetiske sprøjtegifte, er det sikreste at vælge de økologiske æbler. I 2023 fandt DTU Fødevareinstituttet sprøjtegifte i 55% af de danske ikke-økologiske æbler og 88% af de udenlandske ikke-økologiske æbler. Der blev fundet sprøjtegifte i 0% af de økologiske æbler.

Kartofler
Vi danskere elsker kartofler og mange husker tydeligt knoldfrugten helt tilbage fra deres barndom. Faktisk kan man nok godt sige, at den er en del af vores kulturarv – uden at tage munden for fuld. Kartofler er sunde, og der er ingen grund til ikke at spise dem, men ifølge DTU Fødevareinstituttets kontrol i 2023 er det bedst at vælge den økologiske slags, hvis du vil spare familien for sprøjtegifte. Kontrollen viste nemlig, at 17% af de danske ikke-økologiske kartofler og 64% af de udenlandske ikke-økologiske kartofler indeholdt sprøjtegifte. Der blev ikke fundet sprøjtegifte i prøverne på de økologiske kartofler.

Hvedemel
I 2023 fandt DTU Fødevareinstituttet ikke sprøjtegifte i nogle af de prøver, som de tog af hvedemel - hverken de økologiske eller de ikke-økologiske. Mel indgår i et hav af forskellige fødevarer, som vi spiser mange af. Derfor er det ikke ligegyldig, hvilken variant af disse fødevarer, du vælger. Hvedemel er fx hovedingrediens i lyst brød og de fleste kager, men der er også en del hvedemel i rugbrød. Desuden er der hvedemel i alt fra pasta til færdige supper og saucer.

Agurker
Vi putter dem i børnenes madpakker, topper vores leverpostejmadder med dem og spiser dem som snack, både rå og syltede. Agurker er en af de grøntsager, vi stort set alle kan lide og spiser i rigt mål. Men vil du undgå sprøjtegifte i maden, er agurker én af de grøntsager, der giver rigtig god mening at købe økologisk. DTU Fødevareinstituttet fandt i 2023 sprøjtegifte i 6% af de danske ikke-økologiske agurker og i 82% af de udenlandske ikke-økologiske agurker. Der blev ikke fundet sprøjtegifte i de økologiske agurker.

Pærer
Nyd de saftige, økologiske pærer, når de er i sæson. Det er der, de er allerbedst og som regel også billigst. Når du vælger økologiske pærer, er det ikke kun dig selv, du sparer for sprøjtegifte. Du er også med til at beskytte vores natur og grundvand. I 2023 fandt DTU Fødevareinstituttet sprøjtegifte i 42% af de danske ikke-økologiske pærer og i hele 86% af de udenlandske ikke-økologiske pærer. I 2023 fandt DTU Fødevareinstituttet ingen sprøjtegifte i økologiske pærer.

Appelsiner
De søde og saftige appelsiner er ikke til at holde fingrene fra, når de er i sæson. De smager af luksus i salater og desserter, men vidste du, at DTU Fødevareinstituttet ved sin kontrol i 2023 fandt sprøjtegifte i 100% af de ikke-økologiske appelsiner? Der blev ikke fundet sprøjtegifte i prøverne på de økologisk appelsiner.