Kom til Økologisk Høstmarked 2025 i Midtjylland

Du kan komme til Økologisk Høstmarked hos Højbo Biogrønt både lørdag og søndag fra kl. 10.00-16.00.

Midt på den flade sandjord nær Brande i Jylland, ligger den økologiske og biodynamiske gård Højbo. Her bor Karl, som selv er vokset op på en midtjysk gård, hvor landbruget blev drevet med en holistisk og respektfuld tilgang. Denne baggrund – kombineret med de biodynamiske principper – har dannet grundlaget for Højbo Biogrønt.

På gården bor også to katte, en hund og 12 kødkvæg. De 35 hektar jord bliver dyrket med økologiske grøntsager, kartofler, korn og græs. Højbo har været økologisk siden 1997 og biodynamisk siden 2006.

Den biodynamiske dyrkningsform og respekten for mangfoldighed præger hele stedet. Som gæst vil du opleve en stor variationm både i naturen, i afgrøderne og i den måde gården drives på.

Gårdbutikken

Det vil også være muligt at købe økologiske grøntsager og frugt i løbet af besøget. Derudover vil det være muligt at bestille kød fra gårdens kreaturer af racen simentaler. Desuden vil det være muligt at købe frokost, kaffe og kage samt boller.

Aktiviteter til Økologisk Høstmarked hos Højbo Biogrønt:

Der vil være bespisning, primært af gårdens egne produkter, samt kaffe og kage

Sid ved bålet, hvor du kan bage snobrød

Godt at vide

Højbo Biogrønts adresse er: Nordlundvej 105, 7330 Brande.

Det er ikke tilladt at medbringe hunde på denne gård.

Gården er ikke velegnet til folk i kørestole og gangbesværede. Dog er det i nogen grad muligt at bevæge sig rundt i nærområdet omkring gården. Man vil kunne opleve dyrene og se grøntsagerne indenfor 50-100 meter.

Lær Højbo Biogrønt bedre at kende

Find alle værter for Økologisk Høstmarked her