Varde Ådal Lam inviterer til Økologisk Høstmarked

Du kan komme til Økologisk Høstmarked hos Varde Ådal Lam søndag den 7. september fra kl. 10.00-16.00.

Kun få kilometer fra Varde finder du Varde Ådal Lam, et familiedrevet økologisk landbrug, der søndag den 7. september åbner dørene til årets høstmarked. Gården er et familiedrevet økologisk landbrug, som ægteparret, Eva og Torben, overtog og bosatte sig på sammen med deres sønner i 1989. Det, der begyndte som en hobby med dyr og marker, er i dag blevet familiens levevej.

I dag drives gården af Torben og sønnen Emil, mens resten af familien stadig spiller en vigtig rolle i det daglige arbejde. Her produceres økologiske grøntsager, og gården rummer både en gårdbutik og eget slagteri.

Til høstmarkedet kan du møde gårdens mange dyr: økologiske grise, kvæg, gæs, kyllinger, hunde, katte og naturligvis får og lam. På markerne omkring gården dyrkes økologiske kartofler, grøntsager og vinterfoder til dyrene. Derudover råder Varde Ådal Lam over 30 hektar jord i Nationalpark Vadehavet, hvor fårene græsser om sommeren.
Varde Ådal Lam vægter dyrevelfærd, bæredygtighed og socialt ansvar højt, og det skinner igennem i den måde, de arbejder på.

Gårdbutikken

I den økologiske gårdbutik finder du et godt udvalg af gårdens egne varer samt andre lokale specialiteter. Du kan f.eks. købe økologiske oste, vin og honning, og så kan du købe kød af gårdens egne økologiske lam, kvæg/okse, gris, kylling, ænder og gæs. Du kan også finde æg, lammeskind, chokolade og meget andre lækkert.

Aktiviteter til Økologisk Høstmarked hos Varde Ådal Lam:

Mød flere økologiske producenter på dagen, som producerer alt fra grøntsager til vin.  

Køb en god frokost samt kaffe og kage

Se hundehyrdeshow – tidspunktet offentliggøres på gårdens Facebookprofil.

Se slagtermesterens arbejde, når han laver forskellige udskæringer – tidspunkter offentliggøres på gårdens Facebookprofil.

Godt at vide

Varde Ådal Lams adresse er: Toftnæsvej 30, 6800 Varde.

Det er ikke tilladt at medbringe sin hund på denne gård.

Gården er delvist velegnet til folk i kørestole og gangbesværede, da der er asfalteret vej mange steder.

Der vil være parkering ca. 200 meter væk fra gården, men det er muligt at gå langs asfalteret vej hen til gården

Lær Varde Ådal Lam bedre at kende

Find alle værter for Økologisk Høstmarked her