Økologisk Høstmarked hele weekenden i Herluflille

Du kan komme til Økologisk Høstmarked hos Vivis Pryd både den 6. og 7. september fra kl. 10.00-17.00

Mellem Ringsted og Næstved, i det idylliske Herluflille, finder du gården Vivis Pryd. Et sted hvor kunst, økologi og kærlighed til naturen går hånd i hånd. Her bor Vivi og Henrik, som har skabt et lille paradis med både frugtplantage, grøntsagshave og et levende gårdmiljø.

Vivis Pryd begyndte som et galleri med malerier i 2019 men har siden udviklet sig til en frodig økologisk oase. På gårdens fem hektar dyrkes der æbler, pærer, blommer, kirsebær og blåbær, og hønsene går frit rundt mellem træerne. Derudover bugner markerne af kartofler, stangbønner, grønkål, asparges og bær såsom hindbær og jordbær.

Her dyrkes ikke kun jorden men også biodiversiteten. Insekthoteller og fuglekasser giver plads til liv, og gårdens honningbier sørger både for bestøvning og lækker honning.

Siden 2020 har gården været økologisk, et valg truffet ud fra et holistisk syn. For Vivi og Henrik handler det om at tage ansvar: ”Vi mener at sprøjtegifte ødelægger biodiversiteten, naturen og grundvandet. Det er vores holdning at man skal arbejde med naturen og ikke imod”.

Kom og oplev høstmarkedet i weekenden. Smag på gårdens produkter, nyd stemningen og få et indblik i en hverdag, hvor naturen får lov at blomstre.

Gårdbutikken

I gårdbutikken er det muligt at købe økologisk syltetøj, saft og sirup i lækre kombinationer lavet af Vivis Pryds egne økologiske bær. Du kan også købe smagfuld honning, som er koldtappet, fra deres egne bier. Derudover vil det også være muligt at købe genbrugstøj, loppefund og hæklede tøjdyr samt moderne kunstmalerier malet af Vivi. Bliver du sulten eller tørstig, har gården også en café, hvor det er muligt at købe hjemmelavet flødeis, kold frugtsaft, simple retter, kaffe og kage.

Aktiviteter til Økologisk Høstmarked hos Vivis Pryd

Lørdag den 6. september holder Vivis Pryd Økomaddag og inviterer til fælles økologisk frokost kl. 11.30-13.00. Du kan tilmelde dig her.

Søndag den 7. september kan du komme på en ca. 30 minutters rundtur i plantagen med landmanden kl. 13.00.

Mød Fridas Have med Dortes økologiske blomster

Sansestien - tør du gå med bind for øjnene?

Spil på græsset og billedlotteri for børn

Lav snobrød og pandekager ved bålet

Besøg det lille loppemarked

Besøg caféen, hvor menukortet byder på både hjemmelavet flødeis, kold frugtsaft, simple retter, kaffe og kage

Godt at vide

Vivis Pryds adresse er: Toftehøj 3, 4160 Herlufmagle

Det er ikke tilladt at medbringe hunde på denne gård.

Gården er ikke velegnet til folk i kørestole og gangbesværede

 

Lær Vivis Pryd bedre at kende

Find alle værter for Økologisk Høstmarked her