Hvornår må baby spise hvad? – En guide til fingermad, konsistens og udvikling

En guide til fingermad, konsistens og udvikling

Mange forældre er i tvivl om, hvornår deres baby er klar til at spise selv, og hvordan man trygt bevæger sig fra mos til mad med mere struktur.

Der er ikke én rigtig måde at gøre det på, men der er nogle gode pejlemærker, som kan hjælpe dig godt i gang.

 

Er din baby klar til fingermad?

De fleste babyer er klar til fingermad omkring 6 måneder. Her er nogle tegn, du kan holde øje med:

•                          Baby kan sidde selv uden at falde sammen

•                          Baby kan holde hovedet stabilt

•                          Baby viser interesse for mad og vil gerne selv tage fat

Fingermad giver baby mulighed for at sanse maden og selv styre tempoet - og det er en vigtig del af både den motoriske og sansemæssige udvikling.

 

Start med blød mad - brug “splattesten”

Når du starter op, er det vigtigt, at maden er meget blød.

En god tommelfingerregel er “splattesten”:

Maden skal nemt kunne mases mellem dine fingre.

 

Gode startere kan fx være:

•                          banan

•                          kogte eller bagte grøntsager som sød kartoffel eller græskar

 

De første måneder handler det ikke om, hvor meget baby spiser - men om at øve sig og blive tryg ved maden. Der er meget, der skal læres: at gribe, føre til munden, tygge og synke. Det tager tid, så vær tålmodig.

 

Fra blødt til mere struktur

Når baby har haft lidt erfaring med blød mad, kan du gradvist introducere mere variation i konsistens.

Det er vigtigt, at baby får lov til at øve sig og udforske forskellige typer mad. På den måde udvikles både mundmotorik og tryghed ved nye teksturer.

 

Gå frem i små skridt, og kig på dit barn:

•                          Har baby svært ved maden? Gør det lidt lettere

•                          Går det godt? Så kan du stille og roligt øge sværhedsgraden

 

Størrelse og form på maden

I starten (ca. 6–8 måneder) er det en fordel at skære maden i aflange stykker (fx som stave). Det gør det lettere for baby at gribe om maden og få den op til munden.

En god tommelfingerregel er, at stykkerne må være på størrelse med 1–3 voksenfingre.

Når baby bliver ældre (omkring 8–9 måneder), begynder pincetgrebet at udvikle sig. Her kan du tilbyde mindre stykker, som baby kan samle op med fingrene.

 

Undgå hårde og runde fødevarer, som kan sætte sig fast i halsen - fx rå gulerod, rå æble, hele ærter, hele/halve vindruer, nødder osv.

 

Fra omkring 9-12 måneder bliver mange børn mere sikre i at spise selv og håndtere mindre stykker mad. Her kan du gradvist tilbyde mere varierede konsistenser med lidt mere “fasthed”, som barnet kan samle op med fingrene eller øve sig i at spise med ske/gaffel.

De fleste børn kan, fra denne periode, spise det meste af, hvad resten af familien spiser, så længe maden tilpasses i størrelse og konsistens. Husk fortsat at undgå hårde og runde fødevarer, som kan sætte sig fast i halsen.

Det vigtigste er: Følg dit barn. Der er stor forskel på børns udvikling. Nogle er hurtigt trygge ved madens forskelligartede struktur, mens andre har brug for mere tid.

Se på dit barns færdigheder, og tilpas maden derefter.

 

Og husk: Baby skal altid være under opsyn, når der spises.