BURGER MED KYLLINGEBØFFER

INGREDIENSER

Kyllingebøffer lavet af rester

300 g kyllingerester, gerne det lyse lidt kedelige brystkød

1 dl revet hvidkål

1 revet løg

1 tsk flagesalt og masser af friskkværnet sort peber

1 æg

Et drys chiliflager

Et drys tørret timian

Desuden

4 hjemmebagte boller

3-4 tomater i skiver

1 løg skåret i ringe

4 kålblade

Lidt god mayonnaise

Lidt agurkesalat

Agurkesalat

1 agurk

2 dl æble- eller lagereddike

¾ dl lys rørsukker

Et drys flagesalt og masser af friskkværnet sort peber

Seje boller til burgere

25 g gær

5,5 dl lunkent vand

1 spsk flagesalt

1 tsk honning

450 g durum hvedemel

200 g fuldkorns øland hvedemel

Opskrift af: Anne Hjernøe

Til 4 personer

FREMGANGSMÅDE

Kyllingebøffer

Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til du har en ensartet, sammen hængende fars. Form 4 bøffer af farsen og steg dem gyldne og sprøde i lidt olie for middelvarme. Kom dem i bollerne sammen med agurkesalat , tomatskiver, lidt løgringe og friske kålblade. Bøfferne skal spise med det samme, gemmer du dem til dagen efter, bliver de lidt tørre i konsistensen.

Agurkesalat

Kog en lage af eddike, sukker, salt og peber, rør godt rundt så sukkeret opløses, lad lagen køle af til den er lun. Skær agurken i skiver på rivejernet og kom dem i en skål. Hæld lagen over agurkeskiverne og lad dem trække lidt. Spis agurkesalaten i din burger.

Seje boller til burgere

Kom gær i en stor skål, hæld vandet over, kom salt og honning i og rør til det hele er opløst. Tilsæt mel mens du rører med en grydeske til du har en sammenhængende og klistret dej. Dæk dejen til og lad den stå lunt i 45-60 minutter. Den skal hæve til ca. dobbelt størrelse. Form med fugtige hænder, flade boller som du sætter på bagepapir. Tænd ovnen på 250 grader, lad bollerne efterhæve imens ovnen varmer op. Sæt bollerne i ovnen og skru ned på 220 grader, bag bollerne i ca. 20-25 minutter, til de har fået farve og det lyder hult når man banker dem i bunden. Lad dem køle af på en bagerist.

Koldhævet version: Du kan også sætte dejen i køleskabet natten over og så bage dem næste dag. Tænd ovnen på 250 grader, når den er varmet helt op tager du dejen ud af køleskabet. Form med fugtige hænder bollerne. Sæt bollerne i ovnen, skru ned på 220 grader og bag dem i ca. 20 -25 minutter. Bollerne kan sagtens fryses.

Tip fra Anne Hjernøe:

Prøv at tænk over at bevare kyllingeknogler /skrog og det af kødet I ikke spiser, når du tilbereder en hel kylling, så kan du nemlig lave suppen i opskriftssamlingen her, ved at tilsætte gode grøntsager. Er der for meget kylling, så gem brystkødet der ofte er lidt tørt, og brug det til burgeropskriften.

Måske du også kunne være interesseret i...